10. juli 2009
Jeg var i Skagen igen i går. Som jeg gik rundt i midtbyen sent om aftenen, inden jeg kørte hjem, gik det op for mig, hvad det er, der gør ondt og får mig til at ryste lidt, når jeg passerer byskiltet. Det er dét, at der ikke er nogen til at byde mig velkommen hjem. Jeg havde ikke forventet en komité, men bare en lille åben arm. Skolen er lukket, og præstegården er ved at blive bygget om. Den ene cykelhandler (min) er blevet til en genbrugsbutik (D'in) og den anden til en Paradis. Jeg tænkte for et stykke tid siden, at det er som om, de sletter alle sporene efter mig, og det lyder lidt storhedsvanvittigt.Alligevel er der en eller anden form for forsoning på vej. Da je